Naturen i samspil med golf

Hvis ikke golfspillere skulle bekymre sig om den natur hvor vi tilbringer så megen dejlig tid, hvem skulle da?
Smørum Golfcenters overordnede Naturplan.
Den overordnede strategi i SGCs pleje af græstæppet er nu fastlagt og i Storbritannien bliver vor bane fremhævet som en af ædleste, i hvad man nu helt almindeligt kalder ”The Danish Model” inden for greenkeeping. Næste trin på banen bliver at få sat system i omgivelserne på banen i forsøg på at skabe mere natur.
Smørum Golfcenter modtog i 2005 tilskud fra Direktoratet for Fødevareerhverv til udarbejdelse af en naturplan.
Det er meningen at planen skal danne grundlag, for at de fremtidige omgivelser på vor golfbane bliver af høj æstetisk værdi, og at naturen får lov til at udvikle sig i en retning, hvor man som spiller kan få endnu flere oplevelser af liv fra fugle, dyr, insekter og en stor variation af vilde blomster.
Planen, som bliver udarbejdet i samarbejde med konsulenter med stor viden om naturens samspil, vil indeholde en vand-, overdrev og beplantningsplan. Målet er at skabe attraktive biologiske nicher mellem golfhullerne, og i samspil med disse, som tiltrækker og danner basis for en større diversitet af arter fra den danske natur.

SGC vil løbende orientere omkring planens tilblivelse/indhold og igangsættelse over de kommende år. Som foreløbig orientering er der på centeret lavet en lille udstilling, som skal forklare lidt om grundprincipperne i naturplanen, herunder små historier af kulturel og historisk betydning for området omkring golfbanen.
Som et konkret resultat og symbol for naturplanen har Smørum Golfcenter erhvervet sig Danmarks førstefødte urokse fra Holbæk Naturpark. Han skal græsse af i den sydlige fold i Husesø Mose, og vil ved sin tilstedeværelse udføre et stykke naturpleje i dette område. I første omgang vil hans samlever blive et styk skotsk højlandskvæg, men det er meningen at SGC yderligere erhverver en urokse kvie med henblik på avl.

 

Uroksens symbolske værdi ligger i, at den natur vi prøver at tilstræbe ligger 5000 år tilbage i tiden i en periode hvor naturens dynamik og diversitet var på sit højeste. Uroksen er siden hen uddød på kloden, men en tysker satte sig i 1930'erne sig for at fremavle et lignende dyr ved at krydse 7 forskellige kreaturer, og det er en af efterkommerne af dette avlsarbejde vor tyrekalv er resultatet af. Desværre er det jo sådan, at god natur er et almindeligt led i evolutionen og derfor tager tid. Vi der færdes her i dag, vil formodentlig kun komme til at se brudstykker af det endelige resultat af naturplanen, men selv i disse brudstykker skulle der være masser af attraktioner. Om ikke andet må vi glæde os over, at vores børn og børnebørn en dag vil kunne få en ualmindelig oplevelse på golfbanen her i Smørum. Elementer af naturplanen vil også berøre spillet på golfbanen, men på en måde så den spillemæssige oplevelse forhåbentlig bliver endnu større.

"The Danish Model"
Ved de britiske greenkeeperes årlige seminar i januar 2006, var to dage sat af til foredrag og debat om "den danske model" i green­keeping. Grundet at man også på de kanter, mærker stigende krav til miljøtilpasset pleje af golfbaner og som et ønske fra R&A, har man rettet øjnene mod Danmark. Herhjemme har en række baner, blandt andet SGC, rettet sin pleje mod mindre miljøbelastende græssorter. I materialet der blev udleveret til de 270 tilhører, var blandt andet en case med SGCs pleje-program og strategi. Forskere, konsulenter og greenkeepere fra de største baner i Storbritannien var blandt tilhørerne, og udviste stor interesse for hvad der sker i Danmark. Du kan læse den omtalte artikel her.

© 2009 Smørum Golfcenter